I dag har Norwegian kun én langrute ud af Europa – til Dubai fra såvel København som Oslo og Stockholm. Men der kan være flere på vej.
Til norske Finansavisen siger Ann-Sisel Skånvik, Norwegians kommunikationsdirektør: “Norwegian er konstant på udkig efter rentable ruter, og jeg kan bekræfte, at vi grundigt har kigget på langdistance.”
Ifølge avisens oplysninger handler lavprisselskabets plan om 15 nye langdistanceruter fra Skandinavien til USA, Asien og Sydamerika. De skal flyves med leasede Boeing 767 eller Airbus A330 med plads til ca. 300 passagerer.
De første ruter bliver fra Oslo til Bangkok, New York og Beijing med start senest i 2011 – men måske allerede til næste år, skriver nyhedsbureauet Direkt.
Inden for de sidste 12 måneder har Norwegian haft 10 millioner passagerer.
I sidste måned passerede Norwegian gæst nr. 1 mio. på sine ca. 25 ruter fra Danmark, siden selskabet rykkede ind efter Sterlings konkurs for snart et år siden.
Norwegian havde på sine 180 ruter i sidste måned en stigning på ca. 200.000 passagerer i forhold til samme måned sidste år, en vækst på 24 %.
Tagget med: Norwegian

STANDBY.DK Nyt om rejser

