SAS i vadestedet

SAS trafikken i juni faldt, som hos alle de andre. Trafikken faldt med 14,1 procent, og kapaciteten gik ned med 14,1 procent. Belægningsprocenten var i juni i gennemsnit 76,7 procent, eller det samme som i juni i fjor. SAS havde 2,4 mio. passagerer i juni – eller 12,9 procent færre end i fjor.



Nok så bekymrende var det, at yielden (gennemsnitsindtægten) faldt med 5,3 procent i maj og ser ud til at gøre det samme i juni. Og det er alvorligt. Det tyder nemlig på, at SAS får færre penge i kassen. Med andre ord: Billetterne sælges for billigt i forhold til udgifterne, som nok falder, men ikke hurtigt nok.



Spareplanen på de fire milliarder svenske kroner i år og næste år, ser ud til at holde. Sådan, at den første milliard er sparet i første halvår, men desværre viser det sig nu, at der er flere omkostninger ved denne spareplan end først beregnet. Der er øgede udgifter ved at skippe fly, der er leasede i en bestemt periode, tidligere end beregnet (selvfølgeligt). Det har vist sig, at flere går på pension tidligere end ventet, og det koster mere (også en selvfølge). Her må nogen regnedrenge i SAS have røde ører.



Kapacitetsberegninger følger Core SAS – nemlig nedad. Nu er næste milepæl halvårsregnskabet 12. august og den ny spareplan, som ledelsen helt og fuldt styrer.

Bliver man ved med at skære ned og løbe baglæns, kan vi snart se enden på det bedste skandinaviske samarbejde gennem 63 år.

-ejv






Skrevet af