Automatiseret check-in i Københavns Lufthavn

Lufthavnen starter den 1. december en forsøgsordning med check-in-automater i Terminal 2. Det er meningen, at flyselskabet KLMs passagerer i denne forsøgsperiode selv skal checke ind ved automaterne. Senere skal ordningen udvides til at omfatte flere flyselskaber.
De nye CUSS(Common Use Self Service)-automater er i modsætning til de allerede eksisterende ikke tilknyttet bestemte flyselskaber, men kan tilkobles alle selskaber, der ønsker at yde denne service.
Afdelingsleder Hasse Jørgensen fra Passagerservice i Københavns Lufthavn A/S siger om fordelen ved de nye automater, at ”standardiserede automater gør det lettere og hurtigere for passagererne at tjekke ind selv, da man kan vælge en hvilken som helst automat i terminalen, uanset hvilket flyselskab man rejser med. CUSS-automaterne benyttes allerede bl.a. i lufthavnene i Wien og Vancouver, hvor ca. halvdelen af passagererne hos de tilkoblede flyselskaber vælger automat-betjeningen.
På nuværende tidspunkt har Sterling og British Airways egne check-in-automater i Terminal 2, mens der i Terminal 3 er SAS-automater, der dog også kan benyttes af de øvrige passagerer i Terminal 3, dvs. passagerer hos selskaberne i Star Alliance og Maersk Air.
(Berlingske Tidende, 20/11)

Skrevet af