Katastrofesommeren 2006 var blandt andet et resultat af dårligt samarbejde mellem flyselskaber og lufthavnens ledelse. I år har aktørerne taget højde for problemerne, der har været reduceret til næsten ikke eksisterende. Nu tager den ny direktion i CPH nemlig initiativ til at inddrage deres største kunder – flyselskaber som f.eks. SAS og Sterling – i lufthavnens strategiske udvikling.
Det er et overordentligt klogt træk. Også selv om de strategiske valg i sidste ende naturligvis skal træffes af den daglige ledelse og bestyrelsen i CPH. Men det ligger helt i forlængelse af den konstruktive dialog, der er blevet etableret det seneste år.
Nu er det uhyre vanskeligt udefra at komme med detaljerede råd til en virksomhedsledelse, der i sagens natur har kunnet kigge dybere i stillingen end f.eks. mediernes hårdtarbejdende generalister.
Alligevel er det nødvendigt med en yderligere anbefaling. Københavns Lufthavn er mere end en virksomhed. Den er også porten for mange erhvervsfolk til og fra Danmark. Den er for turister – både kongresdeltagerne, kulturelskerne og storbyturister – det første indtryk af den danske hovedstad og det danske samfund. Og for mange tusinder af familier og andre turister er den i højsæsonen rammen om feriestarten eller afslutningen på en oplevelse – om det har været i den sydamerikanske jungle eller Mallorcas strande.
Det er svært at undervurdere betydningen af Københavns Lufthavn for både rejsebranche, turisterhverv og gæstende udlændinges førstehåndsindtryk af Danmark.
Derfor burde debatten om lufthavnen bredes ud til brugerne i form af de eksisterende erhvervsliv. Hvilken lufthavn venter dansk erhvervsliv at have brug for om 10 eller 15 år?
Det er jo ikke en folkelig sag. Men der kan blive tænkt godt i mange organisationer og blandt lufthavnens mange gæster.
En vej kunne være: CPH kunne måske præmiere rapporter og forskningsprojekter fra universiteter og læreanstalter, der kunne byde på forslag til håndtering af fremtidens udfordringer. En anden måske: tilbyde tilsvarende projektkonkurrence til udenlandske erhvervsorganisationer og storbrugere af lufthavnen.
CPH – og branchen – skal jo både leve af dem, der rejser til – og dem, der rejser fra. Og jo mere lufthavnen efterlever de fremtidige kunders forventninger jo stærkere står både den – og København og dermed Danmark – i den globale konkurrence og de nye hundrede af millioner turister fra nye lande, hvor der hverken har været penge eller tilladelse til blot at opdage verden, men hvor det globale opsving giver stadig mange flere store muligheder.
Tagget med: CPH Københavns Lufthavn SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

