Frygt for nyt kæmpeminus i SAS

SAS formår ikke at ændre den økonomiske kurs ud fra årets første kvartalsregnskab at dømme. Det mener svenske analytikere, der forventer at se et nyt kæmpeunderskud fra det skandinaviske flyselskab.
Det svenske nyhedsbureau TT har spurgt en række analytikere om deres forventninger, og de anslår, at SAS må offentliggøre et minus på ca. 800 mio. kr. Det er især de voldsomme prisstigninger på brændstoffet, der er årsagen til dette resultat. De brændstoftillæg, flyselskabet har indført, er ikke tilstrækkelige til at dække omkostningerne. Derudover tærer den benhårde konkurrence i luften også på SAS. I Sverige har lavprisselskaberne især formået at erobre markedsandele. Hovedkonkurrenten hedder Ryanair, for det irske lavprisselskab overgår på 10 ud af sine 11 ruter fra Stockholm SAS i passagertal.
Underskuddet i det skandinaviske luftfartsselskab kommer på trods af den spareplan, der er blevet arbejdet på at gennemføre de seneste fire år. Planen er ved at være fuldført, bortset fra de 1,5 mia. kr., som skal findes i løbet af i år. En væsentlig forhindring er dog, at situationen i luftfarten har ændret sig, siden spareplanen blev udtænkt. Svage konjunkturer, øget konkurrence fra lavprisselskaber og høje brændstofpriser har været med til at forværre vilkårene for flyselskaberne. Derfor kunne spareplanen ikke forhindre underskuddet for 2004 i at løbe op i 1,5 mia. kr., og derfor er 2005 formodentlig sidste chance for SAS-chef Jørgen Lindegaard til at vende underskud til overskud. 
(Politiken, 2/5)

Skrevet af