Masser af klø til SAS

Der er skarpe reaktioner i dansk presse på, at SAS alligevel ikke kunne sælge Spanair. Også en del bebrejdelser, fordi man ikke så, hvor det bar hen og fik solgt i tide. Nu vil både det aktuelle regnskab og gælden belaste SAS så meget, at det formentlig bliver til et underskud, når året er omme og gøre en endnu skrappere spareplan nødvendig til august. Det mener i hvert fald analytikerne over en bred bank.



“Det manglende salg vil belaste SAS`s resultat i år. Det er ikke urealistisk at det bliver til et underskud på 500 mio. kr., ” siger Brian Børsting fra LD Markets. Han mener dog, det er en fornuftig disposition ikke at sælge Spanair nu.



Andre analytikere siger mere eller mindre direkte, at det har bragt SAS nærmere den situation, at selskabet må opgive og have andre til at hjælpe for at overleve.



Brian Børsting fortsætter dog med en lidt mere positiv vurdering i Berlingske Business. Han siger:



“SAS er stadig ganske robust, men med underskud og øgede investeringsbehov i Spanair kommer der et yderligere tryk på den resterende del af forretningen om at gå i plus. Og det kan bekymre nogle investorer.”



Flere spår at aktien vil falde endnu mere i dag, når børserne åbner. Det var ellers slemt nok med 9 til 10 procent på de skandinaviske børser i går.


Skrevet af