Der er optræk til uroligheder blandt Northwest personale, selv om flyselskabet kommer ud af Chapter 11 fra 31. maj. Ofrene har været for store, mener flere personalegrupper.
Således oplyser pilotorganisationen, at piloterne generelt har måttet acceptere en lønnedgang på 25 procent. Samtidig er flyflåden skrumpet ind, og det har skubbet mange kaptajner ned på mindre fly som piloter, og forringet deres oprindelige gage med 50 procent.
Omkring 4-500 flymekanikere har mistet deres job, fordi selskabet har ansat mekanikere uden for fagforeningerne.
Til gengæld får selskabets præsident ekstra 26 mio. dollars, og de 400 chefer i flyselskabet kan dele en gevinst på 300 mio. dollars ekstra over tre år.
Flere eksperter i USA frygter en urolig sommer for Northwest, selv om det umiddelbart kunne se lyst ud.

STANDBY.DK Nyt om rejser

