Rejseindkøbere savner opbakning

Danish Business Travel Association og Corporate Travel Denmark varetager de store danske rejseindkøberes interesser – foreningerne har 40 af de 100 største virksomheder, målt i omsætning, som medlemmer.



Tilsammen bruger dansk erhvervsliv og det offentlige over 10 mia. kr. hvert år på flybilletter til ind- og udland.



DBTA har op imod 25 af de 100 største danske virksomheder som medlem, mens COTRA kan mønstre 14 virksomheder fra TOP 100, oplyser COTRA.



COTRA blev stiftet i februar og har i dag i alt en snes medlemmer, udelukkende fra det vestdanske marked, bl.a. Arla Foods, Bang & Olufsen, Danish Crown, Grundfos, ECCO og Siemens Wind Power.



COTRA arbejder for at fastholde og udvikle udenrigsruterne fra Vestdanmark i samarbejde med lufthavne og flyselskaberne.



I øjeblikket kører COTRA en hvervekampagne, hvor den har henvendt sig til ca. 400 vestdanske virksomheder, der alle har en rejseaktivitet af en størrelse, der kan gøre det interessant at være medlem af foreningen.



”Vi forventer inden årets udgang af have fordoblet vores medlemstal,” siger COTRA-formand Tina Olesen, travel manager i Siemens Wind Power.



”Cimber Sterling har meddelt, at man først vil beslutte sig for nye ruter fra Billund efter en dialog med COTRA. For os er det et vigtigt signal om foreningens betydning, idet vore medlemsvirksomheder herigennem kan påvirke nye rutemuligheder”, siger Nomi K. Andersen, leder af rejseafdelingen hos Grundfos og næstformand i COTRA.


Skrevet af