To danske flyselskaber slås sammen

Områderne, som de to selskaber fra Roskilde Lufthavn dækker, kaldes General Aviation. Og med sammenlægningen bliver duoen største flyselskab på Roskilde Lufthavn og Danmarks største virksomhed indenfor ét- og to-motors fly.



Den nye aktør opstår ved, at Danmarks ældste GA- virksomhed, Copenhagen AirTaxi, overtager an­parts­majoriteten i den hidtidige konkurrent Ikaros.



Når de to selskaber slås sammen har de 32 fly, kun et mindre end SAS har på dansk register, noteres det.



Det ny selskab bliver et af landets største uddannelsessteder for piloter. Både Ikaros og Copenhagen AirTaxi har sammen med Skolen for Civil Pilot Uddannelse uddannet mange piloter til de store flyselskaber.



”Vore kunder får med konsolideringen en mere kompetent samarbejdspartner og flere valgmuligheder,” siger direktør i Copenhagen AirTaxi, Kenneth Arly Larsen, som også bliver chef for de to flyselskaber.



I forbindelse med sammenlægningen har firmaerne investeret i deres egen helikopter til uddannelse af civile helikopterpiloter.



Selv om det er Copenhagen AirTaxi og Kenneth Larsen der økonomisk og ledelsesmæssigt indtager kaptajnssædet i den samlede virksomhed, betyder sam­men­lægningen ikke et farvel til Ikaros, som blev stiftet i 1981. F.eks. fortsætter Ikaros’ hidtidige direktør, Claus Thomsen, i virksomheden.



”Sammenlægningen af de to varemærker vil give synergifordele. F.eks. kan vi i gebyrer til staten spare, hvad der svarer til en heldagsstilling. Dertil kommer rationaliseringsgevinster ved administration, fælles flyværksted, uddannelse osv.,” siger Kenneth Larsen.

Skrevet af