Maersk Air reducerer den dyre klasse

Maersk Air fjerner en del af de såkaldte XL-pladser på sine fly, og rykker i stedet flere af de billigere sæder ind. Ifølge selskabets adm. direktør, Finn Øelund, er forklaringen, at det har vist sig vanskeligt at sælge de helt dyre pladser: ”Der sælges ikke så mange XL-billetter som ventet, og der skal derfor flere billige sæder ind” forklarer Øelund. Han venter at kunne præsentere et revideret Fly As You Like koncept i løbet af september måned.
Om baggrunden for det svigtende salg af de dyreste Maersk Air-sæder siger Finn Øelund, at det formentlig hænger sammen med, at de forretningsrejsende ikke har taget produktet til sig. Han suppleres af Axel Chr. Rasmussen fra et af de store erhvervsrejsebureauer, VIA – Weco DSB travel, som forklarer, at de fleste forretningsrejsende vil være tilfredse med Maersk Airs næstbedste produkt, de såkaldte Large-pladser. Axel Chr. Rasmussen forklarer videre, at Maersk Air har haft vanskeligheder med vise i reservationssystemerne, hvornår der er ledige XL-pladser på de enkelte afgange.
(Børsen d. 11.08.2004)

Skrevet af