Aalborg forventer nye ruter

LUFTFART: ”Jeg tror, der i år kommer nye ruter fra flere flyselskaber – eller flere ruter fra flyselskaber, der allerede betjener lufthavnen,” siger direktør for Danmarks tredjestørste lufthavn.

Aalborg Lufthavn havde i går møde for sit repræsentantskab i forbindelse med sin årsrapport. 2016 blev et godt år for Aalborg Lufthavn, hvor antallet af rejsende steg i forhold til 2015, og de økonomiske nøgletal viste tilfredsstillende udvikling.

I 1998 blev ejerskabet af Aalborg Lufthavn overdraget fra staten til 13 nordjyske kommuner. De blev efter kommunalreformen til seks, hvor Aalborg Kommune er største aktionær med 65,6 pct.

Aalborg Lufthavn havde sidste år passagerrekord med over 1,5 mio. rejsende. I år forventer lufthavnens direktør, Søren Svendsen, 30.000 flere rejsende.

Sidste år tabte Aalborg Lufthavn udenrigsrejsende efter Turkish Airlines og Lufthansa indstillede sine ruter.

”Men faldet var reelt kun det halve, da der blev øget på indenrigsruten til København samt på KLMs rute til Amsterdam,” siger Søren Svendsen, til standby.dk

Aalborg Lufthavn er i dag arbejdsgiver for 316, det er næsten 100 mere end sidste år. Forøgelsen skyldes navnlig, at lufthavnen sidste år overtog driften af lufthavnens caféer og spisesteder fra Select Service Partner.