Den kenyanske Diani Beach ud til Den indiske Ocean er i spil med Bravo Tours-rejser til det østafrikanske land. PR-foto: Bravo Tours.

Aalborg Lufthavn får flyafgang til Afrika

Til februar næste år får Aalborg Lufthavn en enkelt afgang med Bravo Tours til safari- og badeferie i Kenya. Der flyves med danske Airseven, der mellemlander for optankning på ud- og hjemturen.

I januar næste år genoptager Bravo Tours sine flyvninger fra primært Billund Lufthavn til Mombassa i Kenya – men der bliver, som en nyhed, også én flyvning fra Aalborg Lufthavn.

Det bliver den 18. februar, hvor det danske flyselskab Airseven, der ligesom Bravo Tours er med i Travelheart Family, letter fra Aalborg Lufthavn mod den østafrikanske destination. Boeing B737’erne fra Airseven kan ikke flyve de 7.000 kilometer mellem Danmark og Kenya i ét hug, så der bliver en fuel-stopmellemlanding i egyptiske Hurghada.

På den ugelange rejse til Kenya kan Bravo Tours-passagererne fra også Aalborg vælge mellem eller kombinere såvel safari som badeferie ud til kysten af Det indiske Ocean.

I en pressemeddelelse om Airseven/Bravo Tours-afgangen i februar næste år fra Aalborg Lufthavn, siger lufthavnens direktør, Niels Hemmningsen:

”Bravo Tours kommer med en forrygende nyhed til vinterprogrammet fra Aalborg Lufthavn, som giver spændende og unikke rejsemuligheder til Østafrika i danskernes vinterferie. Særligt safarirejser har været meget efterspurgte her fra Aalborg de seneste år, og at man nu kan flyve direkte til Kenya, vil uden tvivl blive taget rigtig godt i mod. Samtidig får vi en eksotisk destination på rutekortet – med verdensklasse strande, hoteller og faciliteter, man ikke finder mange andre steder.”

”Skåner gæsterne for stress og jag ved flyskift”
Selv siger Peder Hornshøj, Bravo Tours’ administrerende direktør i pressemeddelelsen:

”Jeg er virkelig glad for, at vi kan præsentere denne store nyhed med direkte fly fra Aalborg til Kenya. Med den direkte afgang skærer vi både i pris og rejsetid, og så skåner vi gæsterne for den stress og jag, der kan være forbundet med flyskift.

Mine egne ture til Kenya har givet mig oplevelser for livet og står som de mest mindeværdige, og jeg har trods alt rejst meget. Kombinationen af nogle unikke dage på savannen og badeferie i verdensklasse ved kysten er svær at slå,” siger Peder Hornshøj.

2.500 årlige gæster til Kenya
Sidste år og i år fløj danske Jettime gæster fra Bravo Tours til Mombassa fra Billund Lufthavn.

Næste år overtager som nævnt Airseven – første afgang fra Billund Lufthavn bliver 7. januar efterfulgt af en afgang 21. januar, 4. februar og 4. marts, oplyser Bravo Tours.

Bravo Tours udbyder rejser til Kenya det meste af året. Når der ikke er egne fly fra Jylland, bruger rejsebureauet rutefly fra Air France KLM, Ethiopian Airlines, Lufthansa og Condor samt Turkish Airlines, har Peder Hornshøj tidligere i år oplyst til Standby.dk

Næste år forventer Bravo Tours at sende mellem 2.500 og 3.000 gæster til Kenya.

 

Relaterede artikler:

Bravo Tours fik uventet besøg af ambassadør

Airseven: Tre Boeing 737-800 til sommertrafikken

Ny dansk rejseklub håber på 100.000 medlemmer