Aalborg Lufthavn forudser rekordår

SAS CRJ 900 NextGen aalborg lufthavnLUFTHAVNE: 2015 kan blive rekordår for chartertrafikken i Aalborg Lufthavn. Januar i år gav vækst på på 27,7 pct. i forhold til januar sidste år, men fald i rute- og navnlig indenrigstrafikken. Samlet havde lufthavnen sidste måned 4 pct. færre rejsende end i januar 2014.

Direktør for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, siger: ”En stigning i charterrejser på næsten 28 pct. lover godt for dette år. Egypten er tilbage på programmet, og vi har for første gang i lufthavnens historie direkte skicharter til Salzburg med Højmark Rejser. Hertil kommer et noget større udbud af rejser i hele sæsonen.”

I januar rejste 13.400 på charterferie fra Aalborg Lufthavn mod 10.492 i januar 2014.

Aalborg Lufthavn arbejder på bedre betjening af Oslo-ruten, som bl.a. står højt på listen hos erhvervslivet og de fritidsrejsende.

”På trods af en lille tilbagegang for udenrigsruterne i januar, viser stort set alle udenrigsruter positive tendenser. Vi forventer os rigtig meget af Lufthansas kommende Frankfurt-rute, samt selvfølgelig KLM og Turkish Airlines veletablerede ruter. Desværre mangler vi, i modsætning til sidste år, (hvor SAS fløj mellem Aalborg og Oslo, red) en stor operatør til Oslo, og det koster her i januar.” siger Søren Svendsen.

Sidste måned gik udenrigstrafikken på Aalborg Lufthavn 1,78 pct. tilbage til 22.077 passagerer sammenlignet med januar sidste år.

Værre var det for indenrigstrafikken på ruten til København med en tilbagegang på 9,6 pct. I januar i år havde Norwegian og SAS 62.242 passagerer på ruten.

I alt rejste 97.719 passagerer sidste måned til og fra Aalborg Lufthavn. Det var en tilbagegang på 4 pct. i forhold til januar sidste år, da 101.857 benyttede lufthavnen.