Aalborg Lufthavn mere international

Det store spanske lavprisselskab Vueling har netop meddelt, at man har valgt Aalborg Lufthavn som udgangspunkt for selskabets satsning på det jyske marked. Selskabet vil fra 25. marts 2012 flyve to gange ugentligt fra Aalborg til Barcelona.

 

”Afgangstiderne torsdag og søndag ligger lige til højrebenet for de såkaldte city-breaks, altså korte ferier hen over weekenden”, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

 

Norwegian vender tilbage på London-ruten til april og Cimber Sterling har valgt at operere sine sommerruter fra Jylland til Malaga, Mallorca, Kreta og Antalya fra Aalborg.

 

Indenrigsruterne viste en tilbagegang på 7,1% i forhold til 2010, men tilbagegangen på indenrigsruterne, som har præget det seneste halvår ser nu ud til at flade ud. Norwegian har netop indsat en ekstra daglig afgang mellem Aalborg og København. I oktober 2011 rejste 92.116 passagerer frem og tilbage mellem Aalborg og København.

 

11.922 chartergæster fløj til og fra Aalborg Lufthavn i oktober. Det er et fald på 1% i forhold til 2010, hvilket var forventet, idet flere af charterselskaberne sluttede sommerprogrammet et par uger tidligere end året før.

 

Totalt rejste 124.340 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i oktober. Det er 0,5% færre end i 2010.

Skrevet af Flemming Juul