Aarhus Byråd kræver flere tog

Staten har ikke gennemført tilstrækkelige investeringer i den kollektive trafik omkring Danmarks næststørste by, og det vil byrådet nu have gjort noget ved.

Ifølge stiften.dk sender Aarhus Byråd et høringssvar til staten, hvor man rykker for flere investeringer i togtrafikken til og omkring Aarhus. Høringssvaret går på en ny trafikplan, som gennemgår allerede vedtagne projekter og økonomien hertil. Det eneste projekt, der har forbindelse til Aarhus, er statens engagement i Aarhus Letbane, der åbner i 2016, skriver b.dk.

Der er langt endnu, før Østjylland får hurtigere og bedre togforbindelser. Den meget omtalte timemodel for tog mellem Odense, Aarhus og Aalborg kan for eksempel ikke realiseres for de midler, der er afsat, hvilket staten erkender. Der er ikke taget stilling til en fast Kattegatforbindelse eller elektrificering af hovednettet – heller ikke til en ny bane fra Aarhus til Silkeborg, eller til banebetjening af lufthavnene i Billund og Aalborg. Aarhus Lufthavn er slet ikke nævnt i trafikplanen.

Det vil politikerne i Aarhus Byråd rykke for i deres høringssvar, hvor man opfordrer staten til at opgradere strækningerne Aarhus-Odense og Aarhus-Hobro, og ønsker øget kapacitet på Aarhus-Skanderborg, samt en ny nærbane mellem Aarhus og Silkeborg via Galten.

”Planen kommer hverken helt eller halvt i mål med statens egne mål om kollektiv transport. Det vil for eksempel være fornuftigt, om vi kunne fortsætte etaperne med letbanen, og derfor er der brug for, at staten kommer på banen nu”, mener rådmand Laura Hay.