HOTELLER: Hastigt voksende københavnsk hotelgruppe åbner boutique-hostel i Aarhus. Forventer over 130.000 årlige overnatninger. Konceptet skal gerne ud i Europa. Kæden er også på vej med to nye hoteller i København, bl.a. sit første 5-stjernede.
”Med 560 senge – fordelt på 120 værelser med plads til hhv. to, fire, seks og otte personer – bliver vores kommende boutique hostel til 120 mio. kr. største overnatningssted i Aarhus.”
Det sagde Brøchner Hotels adm. direktør, Karim Nielsen, til standby.dk i fredags, da de nye hostel-planer blev præsenteret.
Københavnske Brøchner Hotels har i dag fire hoteller – og to i pipelinen til åbning i hovedstaden næste år og i 2019. De bliver hhv. kædens mindste og største hotel i hovedstaden.
Også i 2019 åbner kæden for første gang uden for København med sit hostel i Aarhus. Det kommer i det tidligere hovedbibliotek i Mølleparken i den meget centrale del af byen.
”Lokalplanen for Mølleparken siger, at der skal være et hostel, ikke et hotel. Og at have et hostel passer fint med vores strategi om ikke kun at have 4 og 5-stjernede hoteller. Dermed spreder vi risikoen,” siger Karim Nielsen og tilføjer, at det kommende hostel vil give ca. 25 arbejdspladser og 130-140.000 overnatninger om året.
Konceptet skal eksporteres
Brøchner Hotels har endnu ikke et navn for sit nye hostel-koncept. Men rammes der rigtigt med det nye varemærke, skal der åbnes tilsvarende hostels i udlandet.
”Vores hostel i Aarhus åbner om to år, så skal konceptet køres ind i måske yderligere to år, før vi kigger på udlandet. Vi har dog ingen konkrete byer i tankerne på dette tidspunkt,” siger Karim Nielsen.
Brøchner Hotels bliver lejer af bygningen – en investor bruger de ca. 120 mio. kr., det forventes at koste at omdanne bygningen fra bibliotek til hostel. ”Vi har haft dialog om dette projekt i små to år,” siger Karim Nielsen.
To nye hoteller i København
Brøchners foreløbig fire hoteller i det centrale København – med SP 34 som flagskibet – forventer i år 160.000 overnatninger i sine 367 værelser. De tre andre er Hotel Danmark, Avenue Hotel Copenhagen og Hotel Astoria.
Til april næste år åbner kæden sit mindste og første 5-stjernede hotel, Herman K, med 31 værelser tæt på Kgs. Nytorv. ”Niveauet bliver lige under Tivolis Nimb-hotel og Hotel d’Angleterre,” siger Karim Nielsen.
Og i januar 2019 forventer Brøchner-kæden at åbne sit største hotel, Ottilia i Carlsberg Byen, et 4-stjernet med 156 værelser samt restaurant, barer, spa, konferencefaciliteter og tagterrasse.
Der forventes omkring 100.000 årlige gæster på hhv. Herman K. og Hotel Ottilia – så med hostellet i Aarhus regner kæden med 400.000 årlige gæster på sine til den tid syv overnatningssteder. Samtidig kommer kæden over 1.000 værelser; 567 på de seks hoteller i København samt de 610 i Aarhus.