Aarhus Lufthavn prøver atter at få liv i rute til Gdansk

Efter Aarhus Lufthavn i flere måneder har forhandlet med Eurolot om åbning af rute til lufthavnen, kommer en sådan nu fra 14. maj med tre ugentlige returflyvninger til Gdansk med afgange mandag, onsdag og lørdag.

 

Eurolot er et datterselskab af det polske Star Alliance-medlem LOT.

 

Ruten mellem Aarhus og Gdansk blev i en periode i 2011 fløjet af det ungarske lavprisselskab Wizzair, men hverken flymateriel eller forretningsplan passede til markedet, hvorfor ruten blev afviklet sidste efterår, oplyser Aarhus Lufthavn. Tidligere har også danske Sun-Air prøvet lykken på ruten.

 

”Vi har imidlertid i Aarhus Lufthavn hele tiden været af den opfattelse, at for det rigtige selskab er der et attraktivt marked for en rute til Gdansk, og vi glæder os over at Eurolot er enige heri,” siger direktør for Aarhus Lufthavn, Ole Paaske, og tilføjer:

 

”Glæden er speciel, fordi vi tager Eurolots valg af Aarhus Lufthavn som bevis på, at ser man som udenforstående flyselskab – uden fordomme og historisk viden – på det jyske marked, er Aarhus Lufthavn et oplagt valg, hvis man ønsker at dække Jylland fra kun én lufthavn.”

 

”Specielt er der ingen tvivl om, at ruten vil være populær blandt det danske fodboldpublikum, da Gdansk er blandt værtsbyerne under EM-slutrunden i fodbold til juni,” siger Ole Paaske og fortsætter:

 

”Herudover vil nyheden skabe glæde hos de mange polske statsborgere, der enten har bosat sig permanent i Jylland, eller som af arbejdsmæssige årsager opholder sig midlertidigt i området.
Endelig repræsenterer ruten en attraktiv åbning for det østjyske turisterhverv, til et nyt og købedygtigt turisme-marked.”

Skrevet af redaktionen