Vil fordoble i Sverige og ind i Finland

Med fusionen mellem norske VIA Gruppen AS og danske Weco DSB Travel tager VIA et vigtigt skridt på vejen mod at blive den førende rejsebureaukonstellation i Skandinavien. Kæden er suverænt størst i Norge, og bliver nu også størst på forretningsrejser i Danmark. I Sverige er det ambitionen, i første omgang, at fordoble dagens markedsandel fra seks til 12 % inden udgangen af 2004.
Markedsandelen i Norge er hele 34 %, og med en omsætning sidste år på 5,2 mia. NOK, 105 rejsebureauer og ca. 1.000 medarbejdere, har gruppen kapacitet og volumen til fortsat dominans. Via Gruppen i Norge omfatter rejsebureaukæden VIA Flyspesialisten samt forretningskonceptet In2 på forretningsrejseområdet, samt VIA Ferieverden og internetbureauerne GoToGate og ZoLong, der begge er rettet mod privatmarkedet.
I Sverige er VIA Gruppens omsætning mere beskedne 0,9 mia. SEK og omfatter 17 rejsebureauer med ca. 200 medarbejdere. Gruppen har blandt ejerinteresser i Hansen & Partners, hvor man sidder på 5,5 % af aktierne.
I Finland er Via Gruppen endnu ikke til stede i nævneværdigt omfang, men ifølge koncernen selv er det kun et spørgsmål om tid, før man gennem opkøb vil træde ind på det finske marked.

Skrevet af