25 deltagere slog vejen forbi, da Abu Dhabi mandag afviklede det første i en række af roadshows, der skal sørge for, at rejsebranchen i Norden har styr på mulighederne i emiratet.
Mandag var repræsentanter fra den danske rejsebranche inviteret til et arrangement om Abu Dhabi, hvor de både skulle tage livtag med den arabiske madkultur og høre et oplæg om de muligheder, der er i emiratet.
Det var incomingbureauet Masarra DMC fra netop Abu Dhabi, der stod bag sammenkomsten i København, som var arrangeret sammen med det nordiske PR- og repræsentationsbureau United Spirit Nordic. Den var et såkaldt kick off-event, og Abu Dhabi Roadshowet fortsætter nu til Helsinki, Oslo og Stockholm.
Der var 25 deltagere udover repræsentanter og arrangører fra Abu Dhabi til arrangementet, der foregik i Lunas Køkken på Nørrebro i København. Det er en kokkeskole, der også tilbyder madlavningskurser, og det var netop, hvad deltagerne skulle prøve kræfter med.
Fortalte om muligheder
Arrangementet startede med, at de fremmødte blev inddelt i gruppe af to personer, hvorefter de fik til opgave at lave i alt 12 forskellige arabiske retter. Disse blev efterfølgende løbende indtaget, mens de lyttede til en præsentation fra arrangørerne.
Den drejede sig blandt andet om grunde til at rejse til Abu Dhabi og hvilke forskellige oplevelser, som emiratet kan tilbyde både i byerne, i ørkenen og på den henholdsvis naturlige og kunstige ø Saadiyat Island og Yas Island, som der blev lagt vægt på.
Dernæst fik deltagerne en introduktion til de forskellige sportsbegivenheder, som emiratet er vært for, samt dets ekspertise inden for golfrejser. Slutteligt skiftede fokus til MICE-kunder (Meetings, Incentives, Conferences & Exhibitions, red.) med en gennemgang af emiratets konferencecentre.
En række bureauer deltog
Som led i sammenkomsten blev der også afviklet en quiz, hvor rejsebrancherepræsentanterne havde mulighed for at vinde overnatninger, transfer og udflugter på luksushoteller i Abu Dhabi. Inden de tog hjem, blev der spist dessert og uddelt goodie bags til alle de fremmødte.
I alfabetisk rækkefølge var de deltagende bureauer Albatros Travel, Carlson Wagonlit (CWT), CCMG – Congress Consulting Management Group, Fokus Rejser, Indus Travel, International Travel, Jysk Rejsebureau, Marine Travel, Profil Rejser samt Reisehuset Travels.
Relaterede artikler:
Stort mellemøst-rejsemål har workshop i København

STANDBY.DK Nyt om rejser



