Jeg forstår ikke rejsebranchen

Da Tor Johan Pedersen (billedet) forleden inviterede Royal Caribbeans bedste danske sælgere til en lille briefing, var der ikke mange: Scandinavian Cruise Center, Nyhavn Rejser, Profil Rejser, TQ3 og Carlson Wagonlit.



”Jeg undrer mig over den manglende interesse fra de danske rejsebureauer. I Danmark har vi 10-15 rejsebureauer, som sælger vore krydstogter – i Norge er der 400 agenter,” sagde rederiets salgschef for bl.a. Danmark.



At mange danske rejsebureauer ikke går ombord i det boomende krydstogtmarked gavner selvfølgelig den lille håndfuld bureauer, som har sat sig ind i området. Og der sælges godt, RCCL’s salg i år i Danmark er 30% over samme tid i fjor.



Efterspørgslen er bl.a. stor efter krydstogter i Middelhavet – så stor, at RCCL snart kommer med et katalog specifikt med dets krydstogter i Middelhavet. Faktisk har rederiet næste sommer fordoblet sin kapacitet i Middelhavet til 80.000 senge på sine sejlende 4- og 5-stjernede hoteller.



Men når der skal bestilles plads på disse krydstogter skal det være i god tid – ellers booker f.eks. amerikanerne pladserne.



I alt skønnes der i år at blive solgt 10.000 krydstogter til danskerne – RCCL håber dette tal om nogle få er steget til 50.000.



Royal Caribbean har næste sommer seks krydstogtskibe i Middelhavet. Det kæmpestore “Voyager of the Seas” og det børnevenlige “Splendour of the Seas” sejler helt nye ruter. “Brilliance of the Seas” er også på bølgerne i Middelhavet med 12- og 14-nætters krydstogter.

Skrevet af