Fredagsklummen – At rejse er at lide

Af Ejvind Olesen



UENDELIGT MANGE danske rejsebrochurer og programmer samt rejseartikler indledes med de bevingede ord. Nu er det bare for meget. Fordi det slet ikke mere er rigtigt. Da H. C. Andersen trillede i diligencen ned gennem Europa, var det heller ikke særligt behageligt, men forventningen glæde om de dejlige dage i Rom kunne overskygge alt andet. Og eventyret ikke mindst. Alperne, byerne, nye sprog og skikke. Måske lærte han os i virkeligheden at rejse, her over 100 år efter hans død.



Mange år efter vænnede vi os til et blive forkælede. Da jetflyene kom for alvor for godt 40 år siden, gik det herlig hurtigt og trods alt også med en vis komfort. Til at begynde med ganske vist også ret dyrt, men i dag i et afreguleret marked, og aldrig har det været så billigt. Skeptikerne kunne sige: Heller aldrig har det været så ringe, og med så lidt service.



Det er næppe rigtigt, for vi har et væld af spændende og gode muligheder. Vi har en stab af dygtige rejseplanlæggere og iderige folk bag flyselskaber og rejsebureauer. Vi har folk som uden blusel kaster millioner ind i en egen risiko for, at vi kan få lavprisselskaber med billige flybilletter.



OG SÅ ER DET bare ved at blive ødelagt af frygt for terror og skræmmende bureaukrati. Og af politiske nikkedukker, som ikke i tide sætter hælene i. Det er utroligt, at moderne mennesker i 2006 skal blive udsat for det, de udsættes for i lufthavne rundt omkring i USA, næst værst i Storbritannien efter for nylig – eller måske allerværst – i Københavns Lufthavn. Alt sammen under dække af: “Har du ikke dit liv kært ?”. Svar: “Jo, også når jeg tager toget.”



Se nu sidste mandag. En almindelig travl dag med almindelig udrejsetrafik – og stribevis af lange køer. Ved check in skranker, ved sikkerhedscheck, og sågar ved SAS betalte Fast Track. Et enkelt selskab kiksede tilsyneladende mere end andre, men det var stort set galt over hele linien. Nogle nåede ikke deres fly, andre fik en urimelig start på rejsen.



Folk som skal på charterferie, kommer i ren og skær panik tre timer før, og mange af flyene går kl. 8 eller tidligere. Altså i lufthavnen kl. 5, altså hjemmefra kl. 3 eller 4. Hvad er det for noget at byde folk, som har glædet sig til, at de i fred og ro kunne rejse ud og nyde ferien. For dem er rejsen ikke at leve, men at sove!



DER ER GÅET både bureaukrati, fagforening, overdreven kontrol, EU over- vagtfolk, amerikanske diktater og meget andet, i det hele. Politikere, også i Danmark, som ikke i tide siger fra. Det fungerer ikke. Og så netop på en mandag, hvor SAS kunne fejre 60 års jubilæum, som et bevis på noget, som ingen troede muligt for 60 år siden, nemlig et fælles skandinavisk luftfartsselskab.



Og samme dag, som der kom endnu et brud på de alt for høje indenrigspriser, som danskerne i alt for mange år har levet med.



HVOR ER DET FLOVT. At ellers dygtige ledere af lufthavne, handlingsselskaber, og flyselskaber ikke i samklang kan gøre det bedre. At rejse er at lide!





Er du enig. Stem i quick poll. Bliver H. C. Andersens udsagn “at rejse er at leve” igen nogensinde gyldig for danskerne ?

Skrevet af