Af Anne Orholt
I årevis har danske Kloge Åge’r, der gør sig i fremtidsforskning, forudset charterturismens snarlige død. Og hver gang har svaret fra Star Tours Stig Elling (bill.) været, at det fremtidsscenarie var alt for pessimistisk – men uden at have andet end gode argumenter og salgstal i ryggen.
Men fra og med i går kan salgsdirektøren lægge anderledes vægt bag sine ord: For ifølge den svenske fremtidsforsker, Jens Lanvin, er charterbranchen langt fra død – den står bare overfor nogle gevaldige udfordringer.
Det var konklusionen på det oplæg, han holdt ombord på den til lejligheden chartrede kanalbåd, ved Star Tours årlige sejlende pressemøde i de københavnske kanaler.
Fremover skal charterbureauernes fokus ligge på to meget forskellige målgrupper: børnefamilierne og den såkaldte @-generation – dem, der er født efter 1982 og derfor ”indfødte” i den digitale tidsalder.
Ifølge Jens Lanvin er den gruppe den nye magtfaktor indenfor rejsende:
”Det unge segment er oplevelses-drevene i alt, hvad de gør – job, fritid og ikke mindst rejser. Og derfor er det et interessant segment for charterturismen at fokusere på fremover,” mener han.
Fremtidsforskeren gav også Stig Elling og co. et par gode råd med på vejen: Fremover skal de fokusere på følgende trends, der vil få indflydelse på samfundet og dermed også rejsebranchen: Serviceniveau, fællesskaber, ”less is more”-konceptet, økologi og ægthed.
Det lovede både Star Tours direktør, Birthe Madsen og salgschef Stig Elling at kigge nærmere på – og som afslutning på det sejlende pressemøde spurgte Elling fremtidsforskeren:
”Kan vi hermed konkludere, at charterbranchen ikke er død?”
”Ja,” lød svaret.
”Men den står overfor nogle gevaldige udfordringer”.

STANDBY.DK Nyt om rejser

