Advokat nåede ikke at aflevere konkursbegæring

first hotel østerportHOTELLER: Hotel Østerport ville have indgivet konkursbegæring mod First Hotels for manglende huslejebetaling, men hotellets advokat manglede nogle detaljer.

Standby.dk citerede mandag Hotel Østerports bestyrelsesformand, Henrik Busch, for, at hotellet havde indgivet konkursbegæring mod First Hotels for manglende huslejebetaling de seneste fire måneder. Men der var ikke indgivet nogen konkursbegæring fra Hotel Østerports advokat.

Henrik Busch sagde i går til standby.dk: ”Jeg blev ikke fejlciteret af standby.dk – men var fejlinformeret, idet jeg troede, konkursbegæringen var afgivet. Først mandag eftermiddag får jeg fat på vores advokat, som siger, at konkursbegæringen ikke er indgivet endnu, fordi der manglede nogle detaljer.”

Om udtalelserne fra adm. direktør Stephen Meinich-Bache fra Tribe Hotels, der driver First Hotels hoteller (se foregående artikel), siger Henrik Busch:

”Vi havde møde 4. marts og 18. april med First Hotels, så når han siger, at vi som udlejere ikke medvirker til at finde en løsning, er det forkert. I samme periode fik jeg over 40 mails fra dem om, hvordan vi kommer videre – så jeg er ikke enig i, at vi ikke har været tilgængelige.”

Henrik Busch fortsætter: ”At sige huslejen er 8-10 mio. kr. for høj undrer mig meget, da de selv kom med forslag om, at huslejen skulle sænkes med nogle millioner, men ikke i det niveau, de her angiver. Hvor kan man leje et trestjernet hotel med 170 værelser, centralt beliggende i en hovedstad for 2-4 mio. kr.? Det findes ikke i denne del af verden, mig bekendt.”

”Det kan ikke være vores problem som udlejer, at en hotelkæde ikke evner at drive hotellet og tjene penge,” siger Henrik Busch og fortsætter:

”Nu skal vores gæster på Hotel Østerport sove godt og trygt – vi håber fortsat at First medvirker til at betale det, de skylder, og til en professionel overdragelse.”

”Hele denne debat om Hotel Østerport har afstedkommet megen opmærksomhed også fra andre hotelkæder, der meget gerne vil i dialog med os som udlejere,” lyder det fra Henrik Busch.