Rusland vil konkurrere med Dash 8

Russerne vil tilbage på det internationale flymarked.

Kampfly-producenten Sukhoi tager kampen op, skriver Politiken.



Det skal ske med flyet Superjet 100 som kan gå i masseproduktion fra 2010, og ifølge producenten Sukhoi får plads til mellem 75 og 90 mennesker. Flyene tager udganspunkt i flyskrog og tekniske løsninger, som for længst er gennemprøvede i andre typer og overholder alle vestlige standarder.



Sådan lyder det fra Sukhoi, som nu tager kampen op med blandt andet flyproducenterne Embraers og Bombardiers mindre mellemdistancefly, i et forsøg på at føre russisk flyindustri tilbage til fordums storhed.



“Det nye Ruslands første fly er meget vigtigt for os, et prioritetsprojekt, for vores hjemmemarked er ikke nok til en verdensøkonomi,” udtaler den russiske vice premierminister Sergei Ivanov ifølge BBC.



Konkurrenten Bombardier er i Danmark lige nu mest kendt for at have fremstillet SAS’ ulykkesfly Dash 8 Q400 som måtte nødlande hele to gange i dansk tjeneste den seneste måned.



Sukhoi kommer til at stå med et lignende PR-problem. Selv om russiske fly kan flyve ligeså langt med ligeså mange passagerer som de vestlige og typisk kun koster to tredjedele af prisen, er aftagerne reelt kun tidligere østlande samt lande som Cuba og Syrien.



Stort set alle russiske flyproducenter blev lagt sammen i United Aircraft Building Corporation (UABC ) sidste år.


Skrevet af