Årets prisvinder af Europæiske Rejsepris blev endnu en gang Albatros

Europæiskes Rejsepris går til en person eller et firma, der har ydet en fornem præstation til fordel for forbrugerne i det år, der er gået. Det sker for 26. gang i Bella Center – og for 32. gang i alt ved åbningen fredag. Årets vinder blev Albatros Travel.



Under morgenkaffen og en uhøjtidelig åbning af ferieudstillingen blev prisen overrakt af formanden Anne Vibeke Isaksen til Harald Rytz, som modtog på vegne af bureauets indehaver Søren Rasmussen, der befinder sig på New Zealand i denne måned.



Safariture er efterhånden blevet noget enhver kan tage på. At komme tæt på Afrikas imponerende dyreliv har også udviklet sig til masseturisme, hvor turistbusser kører tæt på de vilde dyr og man bor på store lodges. Det er netop denne triste udvikling af masseturismen, som prisvinderen har taget konsekvensen af.



Formanden for Danske Rejseskribenter, Anne-Vibeke Isaksen, hvis medlemmer står for udvælgelsen, sagde blandt andet i sin motivering:



– Man har på prisværdig vis opbygget en lille camp, hvor oprindelige safaritraditioner er i højsædet, og hvor der samtidig værnes om naturen, både hvad angår lokalbefolkningen og dyrelivet. Campen, vi taler om, er oven i købet opkaldt efter en dansker, der elskede Afrika af hele sit hjerte – nemlig Karen Blixen.



Konceptet Karen Blixen Camp er unikt på mange punkter.



Det hele startede sommeren 2007, hvor der blev opført 22 luksustelte. Lejren ligger smukt lige ned til Mara floden i Masai Mara Reservatet. Campen har stil og får en til at føle sig hensat til Karen Blixens tid.



Der er også tale om bæredygtig turisme. Vandet renses på stedet og størstedelen af energien fås fra solceller. De lokale swahilier og masaier er dybt engagerede i driften af campen. Det skønnes at hver eneste af de lokale ansatte forsørger hen mod 10 personer. Turisternes penge investeres overvejende i lokalområdet og giver baggrund for at dette kan udbygges yderligere. Der er med andre ord tale om et stykke både praktisk og væsentligt u-lands bistand.



Det er første gang en prisvinder får prisen for tredje gang. Når Albatros Travel modtager Europæiske Rejsepris for tredje gang må det tages som udtryk for, at Albatros lever op til nogle af rejsebranchens væsentligste principper: Innovation og udvikling til fordel for kunden.

Skrevet af