Aer Lingus forlader Gatwick igen

Lavprisselskabet easyJet vil delvist overtage de ledige slots, når Aer Lingus sidst i marts begynder at trække sig ud af Gatwick. Lavprisselskabet vil placere yderligere tre fly med hub i Gatwick, mens Aer Lingus fjerner to af sine Airbus A320 fra lufthavnen, så man herefter kun har tre fly på basen.

 

Aer Lingus har desuden udsat leveringen af to nye A320 fly fra oktober og november i år til april og maj i 2011. Sammen med betydelige lønnedgange, endnu en fyringsrunde og store kapacitetsnedskæringer venter Aer Lingus at kunne producere et lille driftsoverskud i år.

 

I en meddelelse fra det nationale irske flyselskab hedder det blandt andet:

“Som resultat af en særlig indsats med styring af omkostninger og kapacitet, som er sat i gang i løbet af 2009, venter selskabet at kunne fremlægge et mindre driftsoverskud for andet halvår 2009. Resultatet viser først og fremmest yields, der er bedre end ventet for halvåret, primært på grund af fjernelse af et langdistancefly i oktober og taktiske rutelukninger i november”.

 

Passagertallet er også stigende igen og i december øgede det med 9% i forhold til samme måned 2008 og nåede 766.000.

Skrevet af Flemming Juul