Aer Lingus klar til accept af IAGs bud

getAsset.aspxBritish Airways moderselskab International Airlines Group (IAG) er kommet tættere på en overtagelse af irske Aer Lingus efter at have afgivet sit tredje, forhøjede bud på aktierne.

Aer Lingus bestyrelse ventes at anbefale IAGs seneste bud til aktionærerne og at man vil indgå formelle forhandlinger om salget.

Det seneste bud fra IAG lyder på 2,50 Euro pr. aktie, hvilket sætter en værdi for Aer Lingus på 1,34 milliarder Euro. Aer Lingus afviste et bud på 2,40 Euro pr. aktie tidligere på måneden. Det var en opfølgning på det oprindelige bud, som lød på 2,30 Euro og blev fremsat i midten af december.

IAG skal fortsat have opbakning fra den irske regering, der sidder på 25% af aktierne og fra Ryanair, som ejer knap 30%.

Ryanairs CEO Michael O’Leary sagde i sidste uge, at man intet havde hørt fra IAG. ”Vi kunne sælge, men så ville vi komme med et nyt bud for selv at købe selskabet”. Imidlertid har EU-kommissionen tidligere afvist Ryanairs køb af Aer Lingus af konkurrencemæssige årsager.

Regeringen i Dublin forventes at stille krav om fastholdelse af rutetrafikken mellem Irland og Storbritannien, og her lægges der vægt på forbindelser til London Heathrow fra Både Dublin og Cork. Det betyder at disse slots ikke uden videre kan overtages af IAG.

Aer Lingus er det tredjestørste flyselskab på Heathrow og har 23 par start- og landing slots.