Aer Lingus søger en partner

Bestyrelsen overvejer sammen med sin finansielle rådgiver, Goldman Sachs, forskellige muligheder, som omfatter potentielle forhandlinger med flyselskaber som British Airways, Air France-KLM og Lufthansa. Drøftelserne blev offentliggjort umiddelbart efter selskabets CEO Dermot Mannion havde offentliggjort sin øjeblikkelige fratræden.

 

Aer Lingus dårlige økonomi har blandt andet ført til voldsom kritik fra selskabets storaktionær Ryanair, som ejer 29,8% af aktierne i det nationale irske flyselskab.

 

Ryanair har i to omgange budt på Aer Lingus aktier – første gang blev handelen blokeret af EUs konkurrencemyndigheder – anden gang afviste regeringen og de gamle aktionærer at sælge, blandt andet på grund af Aer Lingus lovning på overskud i 2008. Det udeblev og siden er aktiekursen halveret endnu en gang.

 

Skrevet af Flemming Juul