Aeroflot overvejer skift til Star Alliance

Aeroflot Boeing 777-300ERLUFTFARTSALLIANCER – Det russiske flyselskab pønser på at forlade Skyteam-alliance til fordel for Star Alliance. Aeroflot er angiveligt utilfreds med samarbejdet med Skyteams amerikanske fætter, Delta Air Lines, verdens største flyselskab.

 

Ufordelagtigt samarbejde mellem Aeroflot og Delta beskrives af den russiske avis Kommersant som årsag til, at russerne muligvis vil forlade Skyteam. ”Der er ingen grund til at samarbejde med Delta Air Lines,” siger kilde tæt på Aeroflots bestyrelse ifølge Reuters og tilføjer, at Aeroflot først vil forlade Skyteam efter en beslutning fra de russiske politikere.

Aeroflot landede i Skyteam i 2004, men Aeroflot menes at være kørt sur i for høje priser hos Delta for de passagerer, der f.eks. skal videre med det amerikanske selskab indenrigs i USA.

Et farvel til Skyteam vil koste Aeroflot 20 mio. dollars – en ny alliance for Aeroflot kunne være Star Alliance, der netop er kommet op på 28 medlemmer efter EVA Air fra Taiwan kom med om middagsbordet i sidste uge.

Skyteam har 19 medlemmer – Star Alliance har ingen russiske partnere. Det russiske flyselskab S7 er medlem af Oneworld-alliancen.