Stigende overskud hos Sun-Air

Sun-Air fra Billund havde i sidste regnskabsår en omsætning på 319 mio. kr. mod 250 mio. kr. i 2005. Og overskuddet steg fra ”sølle” tre mio. kr. i 2005 til 24,3 mio. kr. – 17,4 mio. kr. efter skat sidste år.



Sun-Airs ejer og adm. direktør, flykaptajn Niels Christian Sundberg (billedet), siger til Take Off, at Sun-Air ligesom dets franchise-selskab, British Airways har målsætning om overskudsgrad på 10 %.



Sun-Air havde sidste regnskabsår 210.000 passagerer på sine 12 Dornier 328-fly, syv propeldrevne og fem jets. Kun ruter på over 1.000 km. – fx Birmingham, Helsinki, Manchester og Paris – er økonomisk forsvarlige med jetfly.



”80 % af vore passagerer er forretningsfolk – og to ud af tre afgange flyves fra Billund,” siger Niels Sundberg, der har alle aktier i Sun-Air – og som i 1966 var dansk mester i ski. Han har sit andet hjem i Sydafrika, og rådgiver bl.a. Nigerias regering om luftfart.



Om årets resultat siger Sundberg, ”jeg er tilfreds, vores ca. 200 dygtige medarbejdere har leveret et godt resultat – og vi ejer fly for en halv milliard kr. Men vi kunne godt bruge flere passagerer.”



Sun-Air øger 16. april på Billund – Bruxelles, samtidig forlænges Bruxelles-ruten til Schweiz’ hovedstad, Bern.



Sun-Air lukkede tidligere i år Billund til Prag.

Selskabet flyver fra Århus til Oslo, Stockholm og Göteborg, fra Aalborg til Oslo samt fra Billund til Birmingham, Bruxelles, Düsseldorf, Helsinki, Oslo, Göteborg, Manchester og Paris.

Skrevet af