SAS sætter dato på jomfruflyvning

Onsdag den 17. december bliver en særlig dag for SAS Danmark. Når rute SK1207 letter fra Københavns Lufthavn kl. 09.45 mod Aalborg, tager SAS hul på en ny epoke med nye og mere miljøvenlige fly.



Trafikplanlæggerne i SAS ved det måske ikke, men Take Off kan oplyse, at 17. december er en stor flyhistorisk dato: det var nemlig 17. december 1903, at Brødrene Wright gennemførte verdens første kontrollerede flyvning med et motordrevet fly. Det skete i Kitty Hawk ved North Carolinas atlanterhavskyst…



SK1207 bliver ifølge reservationssystemerne jomfruflyvningen for SAS’ nye Bombardier CRJ900 NextGeneneration, som SAS skal have ca. 30 af.



SAS har endnu ikke officielt bekræftet tidspunktet for jomfruflyvningen, men da reservationssystemerne netop er opdateret med den nye flytype, skulle det være ganske vist, noterer Travelbroker.dk



Efter introduktionen på Aalborg følger Aarhus (5. januar), Birmingham (15. januar) og Stuttgart og Düsseldorf (18. januar).



Fra sommerfartplanen indsættes CRJ900 fra København til Amsterdam, Bergen, Birmingham, Bruxelles, Bukarest, Düsseldorf, Gdansk, Gøteborg, Hamburg, Kiev, Luxembourg, Moskva, Stavanger, Stuttgart, Turku, Warszawa og Zürich.



Tomotorede CRJ900NG får i SAS’ version plads til 88 passagerer på 24 rækker. Som noget nyt har flyene toilet og køkken både forrest og bagest.



Ifølge SAS bruger CRJ900 0,031 liter brændstof pr. sædekilometer mod 0,043 liter i de snart 20 år gamle MD80-fly.



CRJ’erne fremstilles af canadiske Bombardier. Aftalen med SAS er fortrolig og kom i forbindelse med erstatningskravet om Q400 fra samme firma. De nye DRJ’er koster officielt 175 mio. kr. stykket.



Q400 blev taget ud af SAS’ trafikprogram sidste efterår efter tre havarier uden store personskader.

Skrevet af