Afslappende sikkerhedskontrol i Chicago

chicago-lufthavn-sikkerhedskontrol-flypassagererEn lufthavns sikkerhedskontrol behøver ikke minde om grænseovergangen til Nordkorea. Myndighederne i en af Chicagos lufthavnsterminaler har i samarbejde med Marriott lavet et afslappet område ved sikkerhedskontrol.

Et par amerikanske lufthavne er begyndt at udvikle nye koncepter ved deres sikkerhedskontroller – for bl.a. at få passagererne til at stresse mindre. Senest i USA’s næststørste lufthavn, Chicago O’Hare. Her har Security Checkpoint 3 i Terminal 1 fået en ombygning, der skal gøre sikkerhedskontrollen mere afslappende – samtidig med, at man naturligvis beholder et højt sikkerhedsniveau.

Lufthavnsmyndighederne har i samarbejde med SpringHill Suites by Marriott, Transportation Security Administration (TSA), der står for sikkerheden i USA’s lufthavne, og bl.a. firmaet SecurityPoint Media omdannet Checkpoint 3. Resultatet er ifølge lufthavnen blevet et mere indbydende område, der integrerer høj sikkerhed med en mere behagelig passageroplevelse.

Rosemarie S. Andolino, fra Chicagos lufthavne, siger i pressemeddelelse: “Frem for at ligne en traditionel sikkerhedskontrol, minder Checkpoint 3 nu mere om en moderne, stilfuld hotellobby.”

SpringHill Suites’ design omfatter moderne amerikanske møbler, kunst på væggene, afslappende lyssætning, varme farver og beroligende musik. På vej mod sikkerhedskontrollen er der komfortable lounge-møbler og efter kontrollen ligeledes afslappede forhold.

SpringHill Suites er et af hotelkæden Marriotts mange varemærker, som foreløbig kun findes i Nordamerika.