Meningerne er delte i Alaskas hovedstad, Juneau – nogle ønsker at lørdage fra næste år skal være fri for store krydstogtskibe; andre mener, at en sådan beslutning vil koste erhvervslivet dyrt.
Der er en afstemning i gang i Juneau om borgerforslaget ”Ship-Free Saturday,” der fra næste år vil forbyde anløb af krydstogtskibe med over 250 passagerer på lørdage.
De stemmeberettigede i Alaskas hovedstad, der har cirka 30.000 indbyggere, skal afgive deres stemme senest i morgen – resultatet forventes klar i midten af måneden, skriver det lokale media KTOO.
”At slippe for krydstogtskibene på lørdage vil give os en aflastning,” siger Karla Hart, en af byens borgere, der står bag forslaget. Ifølge Cruise Industry News er der foreløbig planlagt 12 anløb på lørdage i Juneau næste år. Norwegian Joy, et skib fra Norwegian Cruise Line, med plads til 4.200 passagerer står for halvdelen af de foreløbig 12 planlagte lørdagsanløb næste år i den amerikanske delstats hovedstad.
Ifølge byrådet i Juneau gav krydstogtanløb på lørdage sidste år direkte og indirekte indtægter til byen på mindst 30 millioner dollars, cirka 200 millioner kroner.
Krydstogtrederier protesterer
Forslaget om at forbyder krydstogtskibe i Juneau på lørdage møder modstand fra interessegruppen ”Protect Juneau’s Future.” Den får blandt andet økonomisk støtte fra Norwegian Cruise Line, hotelkæden Westmark Hotels, sightseeing-flyselskabet Wings Airways og en lokal bank, oplyses det.
En talsperson for modstanderne af at forbyde krydstogtskibe siger til KTOO, at mange erhvervsdrivende i Juneau er afhængig af indtægterne fra krydstogtskibene og krydstogtpassagererne i den korte sæson for krydstogtanløb.
”Og hvad bliver det næste? Må der ikke køre lastbiler i Juneau på tirsdage,” spørger talspersonen.
Juneaus byråd frygter sagsanlæg, hvis borgerforslaget vedtages. En advokat for Royal Caribbean Cruises siger, at et forbud mod krydstogtskibe på lørdage vil være en overtrædelse af lovgivning om borgernes frie ret til bevægelighed – i dette tilfælde amerikanske statsborgere ombord på krydstogtskibene som passagerer.
Relaterede artikler:
Krydstogtrederi hjælper rejsemål med svagt internet
Tre ud af fire krydstogter sejler i fire regioner
Krydstogtkaptajn: Under 10 kvinder i verden har samme job som færøske Inger