Aftale på plads: Hotel med 12 etager kan åbne i 2028

Nu er vejen banet for, at et nyt 120 værelser stort hotel kan opføres på en grund, der hidtil har været ejet af kommunen. Den er dog netop blevet solgt, og byggeriet ventes at gå i gang næste år.

Igennem en længere periode har man i Næstved Kommune lagt planer og tegnet streger for fremtiden på en grund ved området Rådmandshaven. Den består i dag af en parkeringsplads, som ligger foran en af Næstved Kommunes administrationsbygninger, men det står til at ændre sig.

Der er nemlig et behov for flere bynære boliger samt øget overnatningskapacitet, hvis det momentum, der er i væksten i og omkring Næstved, skal fortsætte. Derfor har kommunen bedt den lokale virksomhed Udviklingsselskabet Rådmandshaven udarbejde et projekt, der adresserer dette.

Planen er, at der skal opføres et firestjernet hotel på 5.000 kvadratmeter og med op mod 12 etager. Det får en kapacitet på 120 værelser samt faciliteter såsom gourmetrestaurant, café og en tagterrasse med udsigt over byen, som skal være offentligt tilgængelig.

Derudover skal der opføres syv boligblokke med i alt 140 lejligheder i forskellige størrelser. Der er både tale om eje- og lejeboliger, hvoraf en del vil få udsigt til en ny bypark, der også etableres som en del af projektet på den nuværende parkeringsplads.

Satser på 2028
Nu er projektet trådt et skridt nærmere på at blive realiseret, da Næstved Kommune netop formelt har solgt arealet på 25.000 kvadratmeter til Udviklingsselskabet Rådmandshaven, hvilket baner vejen for, at man kan komme videre med projektet.

Næste skridt er derfor, at planlægningsprocessen nu sættes i gang. Parterne regner med, at byggeriet kan påbegyndes i løbet af næste år og for nuværende ventes hele projektet at være færdigt og kunne tages i brug, når kalenderen viser 2028.

Jeg er glad for, at vi med aftalen nu har taget et stort og vigtigt skridt mod realiseringen af nye boliger, et nyt hotel og en urban park centralt i Næstved,” siger borgmester Carsten Rasmussen (S) fra Næstved Kommune.

”Det er afgørende for byens og kommunens fortsatte udvikling, at vi udnytter et bynært parkeringsareal optimalt og skaber attraktive rammer for borgere og besøgende. Samtidig etableres en bypark, der skaber naturlig forbindelse mellem bymidten, Rådmandshaven, Susåen og Herlufsholmskoven.”

Har været i gang i et år
Nicolai Hartmann, der er ejer og administrerende direktør for Udviklingsselskabet Rådmandshaven, er ligesom borgmesteren tilfreds med, at man nu har fået købsaftalen på plads således, at man kan kigge fremad.

”Vi har arbejdet intenst med projektet det seneste år, og det glæder mig, at vi nu har indgået en aftale med Næstved Kommune. Vi ser frem til at realisere et projekt, der kombinerer funktionalitet, æstetik, natur og bæredygtighed.”

Vi har høje ambitioner for kvaliteten af byggeriet og ønsker at skabe attraktive rammer med stærk arkitektonisk identitet og gode funktionelle boliger. Vi er særligt opmærksomme på den kommende urbane park, der bliver et helt unikt og attraktiv indslag i området,” tilføjer direktøren.

Det er dog ikke, der begejstrerede for idéen. Flere lokale foreninger har kritiseret projektet, da de har været bekymrede for konsekvenserne for naturen samt hvad det høje hotelbyggeri vil betyde for byens udtryk, da det med de mulige 12 etager kan blive en af Næstveds højeste bygninger.


Relaterede artikler:

Trods kritik: Hotel med 12 etager rykker tættere på

“En rigtig dårlig idé”: Muligt hotel vækker bekymring

Firestjernet hotel på vej i Næstved