Choice Hotels International vil gerne købe den større hotelkoncern Wyndham Hotels & Resorts. PR-foto for Choice Hotels International: Tony Powell.

Afviser købstilbud på 54 milliarder kroner

Choice Hotels International har ikke opgivet sit uvelkomne overtagelsesforsøg af en anden amerikansk storspiller, Wyndham Hotels & Resorts, der har en dansk samarbejdspartner.

Choice Hotels International, der ikke må forveksles med Petter Stordalens hotelkoncern Nordic Choice Hotels, der i foråret skiftede navn til Strawberry, har ikke opgivet sine bestræbelser på at købe Wyndham Hotels & Resorts.

Senest har Choice, der er mindre end Wyndham, iværksat en ny offensiv i sidste uge – blandt andet med oplysningen om, at man nu har 1,5 millioner aktier i Wyndham og at man fortsat opfordrer aktionærerne i Wyndham til at sælge til Choice. Choice vurderer Wyndham til at have en værdi på otte milliarder dollars, cirka 54 milliarder danske kroner.

Som svar på det seneste udspil fra Choice, har Wyndhams bestyrelse vedtaget en opfordring til hotelkoncernens aktionærer om at afvise Choice’s uvelkomne overtagelsesforsøg.

“Choice har, endnu engang, nægtet at adressere de mange problematikker omkring deres købstilbud. Der er ikke kommet nye oplysninger på bordet,” siger Wyndhams bestyrelsesformand, Stephen Holmes, ifølge Travel Weekly.

Han siger også, at Wyndhams bestyrelse tvivler på, at USA’s konkurrencemyndigheder vil godkende Choice’s eventuelle opkøb af Wyndham – fordi de to koncerner sammenlagt vil blive en fór stor spiller.

En dansk mellemregning
De to amerikanske hotelkoncerner har været i dialog siden forsommeren. Wyndham har fra starten afvist tilnærmelserne fra Choice.

Choice Hotels International har tæt på 7.500 navnlig franchisehoteller med næsten 630.000 værelser i 46 lande, dog navnlig i USA, fordelt på 22 hotelvaremærker. Blandt disse er Comfort Inn og Sleep Inn samt Radisson Hotels Americas.

Wyndham Hotels & Resorts tæller omkring 9.100 navnlig franchisehoteller i 95 lande verden over med i alt cirka 852.000 værelser fordelt på 24 varemærker. Disse omfatter udover selve Wyndham blandt andet Super 8, Days Inn og Ramada. Wyndhams bonusprogram har over 103 millioner medlemmer.

Ét af de mindre Wyndham-varemærker er Dolce Hotels and Resorts by Wyndham. Dem er der omkring 20 af i navnlig Nordamerika og Europa, herunder tre i Danmark – i samarbejde med danske Comwell Hotels, nemlig Comwell Aarhus Dolce by Wyndham, Comwell Copenhagen Portside Dolce by Wyndham og Comwell H. C. Andersen Odense Dolce by Wyndham.

Wyndhams bestyrelsesformand, Stephen Holmes siger også, at Choice’s salgsprospekt er et ”illusorisk og urealistisk købstilbud – ledsaget af vildledende og usammenhængende tilkendegivelser i sine offentlige udtalelser.”

Wyndham har samlet sine argumenter på hjemmesiden: StayWyndham.com

 

Relaterede artikler:

Hotelgigant udvider med 80 nye hoteller

Hackere fortsætter angreb via Booking.com

Hotelgigant afviser uvelkomment opkøbsforsøg