Air Berlin afviser konkursrygter

LUFTFART: Det tabsgivende Oneworld-medlem siger, at det har tilstrækkeligt med penge og er solvent – ikke mindst takket være sin rige partner i Mellemøsten.

“Insolvens er ikke noget, vi frygter. Vi har tilstrækkeligt med likvider og en pålidelig partner i Etihad Airways, der senest har garanteret sin støtte frem til oktober næste år. Man kan fortsat trygt booke billetter med os”, siger talsmand fra Air Berlin til det franske nyhedsbureau AFP.

Air Berlin har de seneste to år tabt 1,2 milliarder euro og er afhængig af fortsat kapitalindsprøjtning fra Abu Dhabi-flyselskabet Etihad, der ejer tæt på 29 pct. af Tysklands næststørste flyselskab.

Air Berlin flyver bl.a. til København fra hovedbasen i Berlin samt fra Düsseldorf.

I september sidste år kom ledelsen af Air Berlin med nyt udspil til redningsplan, der skal få selskabets økonomi på ret køl igen. Planen indebar bl.a., at selskabet udlejer 38 fly med besætninger til Lufthansa og nedlægger 1.200 arbejdspladser, hvert syvende job i Air Berlin.