LUFTFART: Flyselskaberne har solgt deres handlingselskab i London Heathrow til fransk selskab, der også har fly- og passagerhandling i flere europæiske lufthavne.
Air France KLM har solgt deres handlingselskab i London Heathrow, Cobalt Ground Solutions, til den franske handlingkoncern Groupe CRIT.
Cobalt Ground Solutions opstod i 2009 i forbindelse med sammenlægningen af Air France og KLMs handlingselskaber, AFSL og KGS. Cobalt udfører check-in, billetarbejde samt bagage- og forpladshandling i Heathrows Terminal 3 og 4, som et af de otte handlingselskaber i Europas største lufthavn. Cobalt omsætter årligt i Heathrow for ca. 300 mio. kr.
Kundekredsen i Heathrow tæller Aeromexico, Air France KLM, China Southern, Delta Air Lines, Etihad Airways fra Abu Dhabi, Japan Airlines, Jet Airways fra Indien, Kenya Airways, Korean Airlines og engelske Virgin Atlantic.
Efter overtagelsen af Cobalt er franske Groupe CRIT nu tredjestørste handlingselskab i Heathrow. Det franske firma har på verdensplan handling for 130 flyselskaber og har 3.000 medarbejdere. Det er også i lufthavne som Nice, Paris de Gaulle og Paris Orly og gennem et datterselskab også i London City Airport samt i de irske lufthavne i Dublin og Shannon. Selskabet har også flyhandling i afrikanske Congo, Gabon og Sierra Leone samt i Den Dominikanske Republik i Caribien.
Air France KLM har også for nyligt solgt aktieposter i sin cateringvirksomhed, Servair, samt i reservationssystemet Amadeus.