Air France-KLM: Vi er størst mellem Europa og Japan

Skyteam-partnerne Air France og KLM har over 50 ugentlige flyvninger mellem Europa og Japan – og nye ruter er på vej.

Air France vil – dog først fra foråret 2014 – forøge sin betjening af Tokyo med ny daglig afgang til Haneda-lufthavnen, der ligger tættere på den japanske hovedstad end hovedlufthavnen, Narita. Haneda er primært indenrigslufthavn, men har også udenrigsruter, herunder til Europa.

Air France fejrer i disse dage, at selskabet i 60 år har fløjet mellem Paris og Japan.

Gennem det nuværende vinterprogram har Air France og KLM 51 ugentlige fly fra Paris-Charles de Gaulle og Amsterdam, nogle i codeshare med Japan Airlines fra Oneworld-alliancen.

Fra starten af april næste år åbner KLM på Fukuoka i det sydlige Japan, der får besøg tre gange om ugen af en Boeing 777-200 fra det hollandske selskab.

Air France understreger, at man gør meget ud af at betjene sine japanske passagerer. Selskabet har således over 200 japanske kabineansatte, tilbud om japanske retter på alle sine klasser, japanske aviser, samt japanske film eller film med japanske undertekster.

Fra Charles de Gaulle-lufthavnen flyver Air France og Japan Airlines i øjeblikket fire gange om dagen til Tokyo. Air France har to fly til Narita, mens Japan Airlines har en daglig flyvning til hhv. Narita og Haneda. Hertil kommer en daglig Japan Airlines-rute til Osaka.

Fra Amsterdam har KLM op til ni ugentlige fly alene til Tokyo Osaka.