Koncernens CEO, Alexandre de Juniac, forlader posten for at overtage positionen som generaldirektør for flyselskabernes sammenslutning IATA.
Der er ikke udpeget en afløser og bestyrelsen for Air France-KLM vil benytte head huntere til at finde en ny topchef. Alexandre de Juniac skal overtage den nye post senest 1. august. IATAs nuværende generaldirektør Tony Tyler trækker sig tilbage i juni.
Alexandre de Juniacs fratræden kommer som en overraskelse i branchen efter han så sent som i maj 2015 fik fornyet sin kontrakt med Air France-KLM for fire år.
Han kom til AF-KLM fra en ledende post i Frankrigs finansministerium for at omstrukturere den tabsgivende koncern, hvilket kun delvist er lykkedes.