Air India rygtes på vej til København

air-india_747.jpgAir-India-Dreamliner-mainFLYSELSKABER: Næste måned bliver Air India medlem af Star Alliance – og begynder ifølge forlydende fra pålidelig kilde at flyve til Københavns Lufthavn ”indenfor et par måneder.”

New Delhi i Indien er på Københavns Lufthavns ønskeseddel over nye langruter fra lufthavnen – det samme er bl.a. Boston, Manila, Johannesburg, Mumbai og Ho Chi Minh City.

Allerede i 2007 var Air India klar til at gå ind i Star Alliance, men så fulgte økonomisk krise, som slog meget hårdt i Indien. Derefter blev optagelsen sat på vågeblus indtil 2011, men nu synes målet at være tæt på.

Star Alliance adm. direktør Mark Schwab sagde for nylig: ”Vi har foretaget en helhedsvurdering af Air India og er meget tilfredse. Den endelige optagelse ventes bekræftet på Star Alliance-møde i London 23. juni.”

SAS har et par gange stoppet sin rute fra København til Delhi, men den kommer igen, ifølge SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur. Han sagde forleden ved SAS-møde med aktionærerne i København: ”For tiden flyver SAS ikke til Indien, men det skal vi forhåbentlig til igen.”

Star Alliance er med 26 medlemmer størst blandt de tre luftfartsalliancer.

Københavns Lufthavn har ingen informationer om, at Air India er på vej til at åbne på Københavns Lufthavn. Det vil ifølge standby.dk’s oplysninger ske ”inden for et par måneder.” Altså efter sommerferien.