Airbnb-udlejere i Danmark skal informere SKAT

AirbnbIfølge Horesta er der nu politisk flertal i Folketinget for, at udlejere af airbnb-boliger har pligt til at indberette indtægter til SKAT.

Flertallet glæder Horesta, som gennem lang tid har kæmpet for en indberetningspligt. Horesta håber, at forslaget inden længe kan samle fuld opbakning på Christiansborg.

”Det er rigtig positivt med den voksende politiske opbakning,” siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard.

Skatteminister Karsten Lauritzen siger, at han i første omgang vil bede Airbnb påtage sig rollen med at oplyse udlejerne om skattereglerne. Men det er langt fra tilstrækkeligt, mener Horesta.

”Vi taler ikke om vejledning, men om at give SKAT mulighed for at kontrollere lejeindtægterne, bl.a. for at undgå sort økonomi. Andre steder i verden – senest i Norge – er Airbnb blevet pålagt at indberette udlejernes indtægter. Det er jo også en lettelse for de private udlejere, hvis AirBnB som den professionelle part foretager indberetningen automatisk. Derved slipper de private for selv at gøre det,” siger danske Horesta-direktør, Katia K. Østergaard, der påpeger, at sommerhusbureauerne igennem flere år har haft pligt til at indberette udlejernes indtægter til SKAT.