Søren Rasmussen, der er grundlægger og ejer af Albatros Travel, har netop udgivet sin fjerde bog, der har fået titlen ‘Østen for Solen – Rejser i tiden’.
Af Peter Fredberg
Søren Rasmussen har ikke blot succes med sit livsværk, Albatros Travel. Grundlæggeren og ejeren af rejsebureauet, der blandt andet omfatter bureauer i Afrika, Kina, Indien og Grønland, bushcamps og safarihoteller i Sydafrika og ekspeditionsskibe i Arktis og Antarktis, har netop udgivet sin fjerde bog på Gyldendal.
Søren Rasmussen har en baggrund som cand. scient. i biologi og øser af sin enorme viden i endnu et storværk, ”Østen for Solen – Rejser i tiden”. Med sin lette, farverige og skarpe pen reflekterer han over omkring 25 forskellige steder på jorden.
I første omgang for at se landet eller byen og udvikle nye rejser eller forbedre gamle. Men nysgerrigheden og interessen for menneskets udvikling og historie tager hurtigt over. Snart forvandles rejseoplevelserne til historien om vores civilisations udvikling. Og Søren Rasmussen undersøger og fortolker begrebet civilisation med spørgsmålet: Fører vores utvivlsomme succes som overlevere til en bedre, fredeligere og mere civiliseret verden?
Ingen tvivl om, at der stadig er mange mørke pletter på verdenskortet, hvis civilisation er ensbetydende med velfærd, personlighed frihed og demokrati.
Polarhåndbog på markedet
Samtidig med ”Østen for Solen – Rejser i tiden” lancerer Søren Rasmussen, som i 30 år har virket som safariguide i Afrika og ekspeditionsleder på krydstogtsskibe i de polare områder, ”Polarhåndbogen”. Den henvender sig primært til deltagere på ekspeditionskrydstogt i Grønland, Svalbard og Antarktis og er skrevet med god hjælp af Albatros’ mange eksperter, blandt andet direktør for Danmarks Akvarium Jesper Horsted.
Søren Rasmussen debuterede som forfatter i 2011 med ”I begyndelsen var Afrika…” om livets udvikling set gennem natur og mennesker i Afrika og fulgte op med ”Mennesket i naturen – naturen i mennesket”.
Naturen kan leve uden os, men kan vi leve uden naturen? Søren Rasmussen gør op med forestillingen om vores særstatus i naturens verden. Den kan fint klare sig uden os.
Udgivelsen markeres med en reception i Albatros’ domicil i Tøndergade i København, mandag 12. marts kl. 15.00.