Albatros Travel vil øge salg af bade- og oplevelsesferie

Albatros Travel, Danmarks største rejsebureau for oversøiske rejser med en omsætning på over en halv milliard kr., har fået endnu en medarbejder. Det store rejsebureau har i forvejen over 120 ansatte.

Ny hos Albatros er 44-årige Lotte Wagner med titel af Head of Columbus. Hun var i en årrække var adm. direktør for kommunikations– og eventvirksomheden MCI Copenhagen. Hos MCI var hun bl.a. med til at organisere hotelkontrakterne for de mange tusinde deltagere ved såvel Den Olympiske Kongres i København og FN’s klimatopmøde i København, COP15, begge i 2009.

Efter Lotte Wagner sidste efterår stoppede hos MCI, oprettede hun eget rådgivende firma, MeetingAdvisor.

Lotte Wagner begyndte i rejsebranchen som guide hos Spies, bagefter tog hun en juridisk og økonomisk uddannelse, cand. merc. jur., og har bl.a. også været direktør for Grand-hotellet i Arp-Hansen Hotel Group.

Hos Albatros og dets søsterselskab Columbus Travel skal Lotte Wagner udvikle og sælge bade- og oplevelsesferie på eksotiske rejsemål til danskerne, oplyser Albatros.

Skrevet af Henrik Baumgarten