Alitalia-topchef trækker sig efter milliardunderskud

Alitalias CEO Andrea Ragnetti tog mandag konsekvensen af flyselskabets elendige årsresultat og forlod det økonomisk kriseramte selskab.

Årsagen var det kæmpeunderskud – denne gang på 280 millioner Euro eller knap 2,1 milliarder kroner. Det er en klar forværring i forhold til sidste år, da underskuddet ’kun’ var på 69 millioner Euro eller 500 millioner kroner. Driftsresultatet viser et underskud på 119 millioner Euro mod 6 millioner i 2011.

Med det seneste resultat står det italienske flyselskab endnu engang på kanten af konkurs og mulighederne for overlevelse lyder på en fornyet nationalisering eller salg til Air France-KLM, som i 2008 tilbød 2,5 milliarder Euro for det italienske flyselskab.

Rygterne går om et salg af Alitalia – og der tales om Air France-KLM, som interesseret. Den fransk-hollandske koncern sidder allerede på 25% af aktierne.  Daværende premierminister Silvio Berlusconi forhindrede et salg til den fransk-hollandske koncern i 2008, hvorefter den italienske stat overtog de gældsplagede dele af selskabet, mens overskudsdelene blev solgt til et italiensk konsortium og fusioneret med det andet italienske flyselskab Air One.