Aller vil købe flere rejsebureauer

Rikki Sølling

Rikki Sølling

REJSEBUREAUER: Aller Leisure udelukker ikke køb i år af et eller flere danske rejsebureauer. Aller-firmaet får henvendelser fra rejsebureauer, der gerne vil købes. Nyhavn Rejser, der ejes af Aller, havde sit bedste 4. kvartal nogensinde – og kigger nu på det svenske og norske marked.

”Vi startede med købet af Nyhavn Rejser og siden Kulturrejser Europa. Nu stiller vi endnu mere skarpt på, hvem vi måske kunne tænke os at købe. Det skal være attraktive rejsebureauer, hvis koncept og rejser appellerer til vores målgruppe – som dog er en bred skare. Men det er typisk rejsende på over 50 år og kvinder med børn, det er kernelæserne af Allers blade.”

Det sagde adm. direktør for Aller Leisure, Rikki Sølling, i går til standby.dk og tilføjede: ”Jeg skal ikke udelukke, at vi køber flere rejsebureauer i år. Men det er jo ikke en tur i Bilka, hvor vi køber bredt ind – vi går efter det meget specifikke. Vi får også følere fra rejsebureauer, der gerne vil købes, men mange er uinteressante, bl.a. fordi de rejsebureauer, vi eventuelt gerne vil købe, skal have en vis størrelse.”

Aller Leisure er ikke i markedet for køb af Kuoni Norden, der for nylig blev sat til salg, siger Rikki Sølling, som fortæller, at Aller Leisures nyeste erhvervelse, Kulturrejser Europa, siden Allers køb har set en fremgang i omsætningen på over 30 pct. Kulturrejser Europa, der også nu henvender sig til det svenske marked, omsætter årligt for 100 mio. kr.

Nyhavn Rejser, som Aller Leisure købte i august 2013, havde i årets sidste kvartal sit bedste 4. kvartal nogensinde. Det siger dets adm. direktør, Henrik Fuglsang, til standby.dk. ”Vi var ca. 10 pct. over det hidtil bedste 4. kvartal i vores historie,” siger han.

Nyhavn Rejser omsætter årligt på den anden side af 300 mio. kr. Bureauet har netop ansat syv svensk- og norsk-talende medarbejdere; det sker samtidig med, at Nyhavn Rejser har åbnet hjemmesider på netop svensk og norsk.