Alvorligt opgør med piloter i Indien

En omfattende pilotkonflikt har lammet Air Indias langruter i mere end to uger, og der ser ikke ud til at være en løsning i nær fremtid. Både pilotorganisationen og den indiske regering – på vegne af Air India – har trukket linjerne skarpt op. Den ansvarlige minister inviterede forleden 13 fagforeninger til møde om konflikten, men undlod piloterne. Over et hundrede piloter er allerede blevet afskediget.

Piloterne protesterer mod en fusion mellem flyselskabet Indian (IC) og Air India på en sådan måde, at det første overtager indenrigs- og regionale ruter, mens Air India, som netop er på vej til at modtage en Boeing 787, tager sig af langruterne.

Fusionen blev faktisk vedtaget af regeringen for fire år siden, men er aldrig blevet ført ud i praksis. Begge parter er fortsat med deres helt egen drift, lønninger og arbejdskultur.

Seneste udspil i striden er, at piloterne i Air India har nægtet, at deres kolleger i IC må komme i nærheden af 787-modellen eller træningscentret med simulator.

Air India taber store beløb og er begyndt at lease en del af flåden ud, og skærer ned over hele linjen. Selskabets har tabt ca. 200 mio. kr. på strejken indtil nu.

Skrevet af Redaktionen