American vil øge kamp mod lavprisselskaber

american airlines airbus a321 lufthavnFLYSELSKABER: Fra næste år får American Airlines ny billig basis-billet – selskabet er i USA under pres fra lavprisselskaber. Americans overskud stiger markant.

Det går godt for American Airlines, verdens femtestørste flyselskab sidste år med 87,8 mio. passagerer. Seneste kvartalsregnskab viste et overskud 80 pct. større end samme kvartal sidste år. Samlet blev det 1,7 milliarder dollars, hvilket Oneworld-medlemmet primært tilskriver stadig billigere brændstof.

American vil fra næste år indføre en såkaldt bare-bones billet. Denne ”ind-til-knoglen” billet kommer i kampen mod USA’s andre flyselskaber, herunder lavprisselskaberne Spirit Airlines og Southwest Airlines. Både Southwest og Spirit er begyndt at flyve mere på Dallas og Chicago, to af Americans primære lufthavne, hvilket presser priserne. Den nye billet får flere restriktioner, til gengæld for en lavere pris.

87 pct. af Americans passagerer fløj sidste år kun én gang med selskabet – for mange passagerer er et flyselskab en råvare, man ikke behøver at flyve med, hvis der kan købes billigere billet hos et andet selskab.

American opslugte i øvrigt formelt US Airways tidligere i denne måned, dermed sælges varemærket US Airways ikke mere. American er nu i gang med at nymale US Airways’ fly til egne farver. US Airways havde sidste år tæt på 60 mio. passagerer. Med Americans 87,8 mio. står American til at overtage titlen som verdens største flyselskab i antal rejsende fra Delta Air Lines, der sidste år havde 129,4 mio. passagerer.