American Express Global Business Travel. (Foto: American Express Global Business Travel | LinkedIn.com | PR)

Amex GBT forvandler røde tal til millionoverskud

I 2025 opslugte American Express Global Business Travel endnu en af selskabets konkurrenter, og nu er der blevet bundet sløjfe på regnskabsåret med et overskud på 718 millioner kroner.

Sidste år fik American Express Global Business Travel (Amex GBT) en endnu større del af markedet for erhvervsrejser, da det amerikanske selskab overtog den hidtidige konkurrent CWT i en handel med et prisskilt på 540 millioner dollars, hvilket svarer til godt 3,5 milliarder kroner.

Overtagelsen faldt endelig på plads i september efter, at de relevante myndigheder havde nikket til den. Nu har American Express Global Business Travel offentliggjort årsregnskabet for hele 2025, og det peger på, at rejsekoncernen havde medvind i det forgangne år.

Af regnskabet fremgår det, at selskabet landede en samlet omsætning på 2,7 milliarder dollars (17,5 milliarder kroner). Dermed er der blevet omsat for 12 procent mere, end tilfældet var i 2024, da tallet på daværende tidspunkt var 2,4 milliarder dollars (15,5 milliarder kroner).

Årsresultatet endte med et overskud på 111 millioner dollars, hvilket – omregnet til den danske møntfod – svarer til et positivt resultat på 718 millioner kroner. Det er en væsentlig forbedring fra 2024, hvor selskabet fik et underskud på 134 millioner dollars (867 millioner kroner).

Forventer sig mere af 2026
Et blik på fjerde kvartal, hvor CWT var blevet en del af Amex GBT, peger også på fremgang.

Her blev omsætningen øget med 34 procent fra 591 millioner dollars (3,8 milliarder kroner) i 2024 til 792 millioner dollars (5,1 milliarder kroner) sidste år, mens bundlinjen steg til 83 millioner dollars (537 millioner kroner) fra et underskud på 14 millioner dollars (90 millioner kroner) i samme kvartal året før.

Amex GBT’s forventning til det igangværende år er, at omsætningen vil stige med mellem 19 procent og 21 procent sammenlignet med 2025.

Dermed regner man med, at den ender et sted omkring 3,2 milliarder dollars (20,7 milliarder kroner) eller 3,3 milliarder dollars (21,3 milliarder kroner). Det afhænger dog til en vis grad af, hvordan situationen i Mellemøsten udvikler sig, oplyses det.

Tegner sig for 60 procent
Ole Egholm, der ejer Dansk Brancheanalyse, har tidligere udtalt til Standby.dk, at American Express Global Business Travel efter opkøbet af først Egencia i 2021 og senest CWT sidder på 60 procent af omsætningen på det danske erhvervsrejsemarked.

Han vurderer, at de tre store erhvervsrejsebureauer, der nu er under samme paraply, vil have en samlet årsomsætning på cirka fire milliarder kroner i Danmark. Efter sammenlægningen er koncernen desuden den største erhvervsrejsegruppe herhjemme.


Relaterede artikler:

Konkurrencemyndigheder: OK til Amex-køb af CWT

Første underskud hos Egencia i Danmark

Største overskud i erhvervsrejsebureau i fem år