Onsdag i denne uge havde ANTOR Danmark netværkssamling hos det franske turistråd, Atout France. Bo Schou Lauridsen, ANTOR-formand i Danmark, står som nummer fem fra venstre. Foto: ANTOR Danmark.

ANTOR: Øger medlemstallet i Danmark

ANTOR – netværksforeningen af udenlandske turistkontorer i Danmark – har fået nye medlemmer og har dermed 16. Yderligere to udenlandske turistkontorer skal inviteres til at være med.

Association of National Tourist Office Representatives (ANTOR) er samarbejds- og netværksforeningen af statslige udenlandske turistkontorer i Danmark, hvis formand er Bo Schou Lauridsen, der til daglig er chef for Tysk Turist Information i Danmark.

Nu har ANTOR i Danmark netop fået endnu to nye medlemmer blandt udenlandske turistkontorer med nordisk kontor, nemlig det polske marokkanske nationale turistkontor. Både Polish National Tourist Office og Moroccan National Tourist Office har deres nordiske kontor i Stockholm.

Med tilgangen af Marokko og Polen, er ANTOR i Danmark dermed oppe på 16 medlemmer, nemlig disse, nævnt alfabetisk: Cypern, Flandern (region i Belgien), Frankrig, Irland, Island, Israel, Italien, Kroatien, Marokko, Polen, Portugal, Spanien, Storbritannien,  Thailand, Tyskland og Østrig.

Store turistlande som Grækenland og Tyrkiet er ikke medlem – det er næppe kontingentet der afskrækker. Det koster 3.000 årlige kroner for turistkontorer med adresse i Danmark at være med i samarbejdet og det halve hvis man har kontor uden for Danmark.

Vil også invitere Japan og Tyrkiet
To mulige nye medlemmer af ANTOR i Danmark kunne blive Japan og Tyrkiet.

I denne måned åbnede Japan National Tourism Organization, JNTO, i Stockholm sit første nordiske kontor med to medarbejdere og JNTO’s sjette i Europa. Baggrunden er stigende interesse for Japan som rejsemål blandt nordiske turister.

Også Tyrkiet har fået gang i sit nationale turistkontor, Türkiye Tourism Promotion & Development Agency, på Den Tyrkiske Ambassade i København med Derya Şerbetçi Acar som ansvarlig med titel af Counsellor for Cultural and Information Affairs.

ANTOR Danmark vil nu kontakte såvel det japanske som det tyrkiske turistkontor og foreslå medlemskab af ANTOR i Danmark.

I Danmark har kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Spanien, Tyrkiet, Tyskland og Østrig egne kontorer i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Flere ændringer hos udenlandske turistråd i Norden

Udenlandske turistråd og rejsejournalister talte atter samarbejde

Danmarks Statistik: Her er danskernes 22 største rejsefavoritter i udlandet