Det første fly afgår først i næste uge, men Apollo har allerede udvidet med endnu et hotel samt indført muligheden for at købe kombinationsrejser til ny solrig vinterdestination.
Selvom Apollo endnu ikke har sendt de første gæster af sted til Gambia, der af rejsearrangøren beskrives som årets store vinternyhed, er der tilsyneladende allerede en vis interesse for det vestafrikanske land fra kunderne.
Gambia blev i april annonceret som en del af Apollos vinterprogram, og på daværende tidspunkt kom det ligeledes frem, at destinationen vil blive befløjet med et SAS-fly. Det vil afgå fra København til Banjul i Gambia en gang om ugen fra den 5. november til og med den 1. april næste år.
Nu fortæller Apollo, at salget – med arrangørens egne ord – er gået over al forventning, hvilket har resulteret i, at halvdelen af rejser er blevet solgt. Det er særligt par, som er i alderen 30 til 55 år og på udkig efter eventyr samt en aktiv ferie, der har bidt på.
Får også anden type hotel
Interessen betyder, at Apollo blandt andet har valgt at udvide hotelporteføljen i landet med en indkvarteringsmulighed, der ikke er placeret ved en af Gambias sandstrande.
Nu sætter man nemlig også AbCa’s Creek Lodge på programmet. Hotellet ligger i landlige omgivelser ved floden Killy Bolong, der udspringer af Gambiafloden, som er landets hovedfærdselsåre.
Placeringen giver i højere grad gæsterne mulighed for at tage den gambiske natur og dyreliv i selvsyn under deres ophold, lyder det fra rejsearrangøren.
Ved offentliggørelsen af destination for nogle måneder siden, blev det desuden fortalt, at Apollo havde valgt at klassificere Kombo Beach Resort med 258 værelser, som selskabets første såkaldte sportshotel i landet.
Flere oplevelser på én rejse
I tillæg til at ligge endnu et hotel til salg, lancerer Apollo også en kombinationsrejse. Det fungerer således, at rejsende overnatter fem nætter på et hotel ved stranden samt to nætter på AbCa’s Creek Lodge, hvor man indlogeres i mindre hytter.
Med i opholdet er en sejltur gennem mangroveskoven samt en rundtur i åben jeep til de nærliggende landsbyer.
”Gambia er måske mest kendt for sine kilometerlange sandstrande. Men det er kulturen, naturen og den unikke gæstfrihed, der er hovedårsagerne til, at så mange mennesker er oprigtigt glade i landet,” siger salgsdirektør Glenn Bisgaard fra Apollo.
”For os som rejsearrangør var det derfor vigtigt at gøre det nemt for vores rejsende at opleve alle disse sider – og komme under overfladen af dette magiske, lille land.”
Salgsdirektøren har tidligere i år oplyst til Standby.dk, at Apollo i løbet af sæsonen vil have 22 rotationer mellem København og Gambia, hvor der cirka vil være plads til 3.400 gæster.
Relaterede artikler:
Apollo gør hotel på nyt rejsemål til sportshotel